For et par uger siden pendlede jeg igen igen. Og dette var lidt ud over det sædvanlige. Der var snevejr den dag, og jeg havde egentlig forventet, at toget ville være forsinket eller aflyst, men nej! Det kørte som smurt. Bussen kom jeg til gengæld til at vente på en del tid. Jeg kunne ikke mærke mine tæer, da den endelig kom.

Da jeg ikke var kendt i det område, hvor min destination lå, satte jeg mig på et af de der klapsæder i bussen, foran infoskærmen som jeg stirrede intenst på, på hele turen. Jeg havde bare ikke lige opdaget, at der var en kvinde med en klapvogn, der skulle med bussen. Og hun havde tilsyneladende heller ikke opdaget mig. Jeg opdagede hende, da hun kørte ind i mig, og jeg bestemte mig for at sætte mig et andet sted, så hun kunne være der. Jep, så høflig er jeg. Kvinden var dog ikke helt færdig med at gøre sig bemærket i bussen. Hun gik op for at tjekke ind og gik efterfølgende tilbage til klapvognen og ville sætte sig på et af de eftertragtede klapsæder. Jeg tror bare ikke helt, hun havde fanget konceptet med sådan et sæde. Det folder sig ikke ud idet du prøver at sætte dig. Så hun satte sig i troen om, der var et sæde, men eftersom det ikke var tilfældet, røg hun videre og direkte ned på gulvet. Som det onde menneske, jeg er, prøvede jeg at holde en grimasse inde, der ikke rigtig ville passe til situationen. Jeg burde jo nok havde spurgt, om hun var okay, og om hun skulle have hjælp. Men hun rejste sig hurtigt, sagde nogle ting til barnet og grinede, så jeg tror, hun var okay. Hun havde desuden ikke bremset klapvognen, så den havde hun også lidt svært ved at styre. Åhhhh ha, jeg ved bare, jeg bliver sådan en type mor, når jeg engang får børn. Jeg vælter i forvejen rundt i bussen.

Nå men, turen varede faktisk kun 5 min., og så stod jeg af, kiggede mig omkring og var fuldstændig fortabt. Jeg gik hele vejen op af en vej (ja, det var en slags bakke), for at finde ud af, at jeg ikke skulle den vej. Jeg kan bare ikke finde rundt.

Livet som pendler vol 3Da jeg så skulle hjem igen, fik buschaufføren ødelagt hele min dag, nærmest. Jeg stod ved busstoppestedet og ventede og ventede og ventede. Den var lidt forsinket, men der var jo mega koldt, og jeg ville gerne hjem. Jeg bar dog over med bussen. Der var jo sne, så jeg undrede mig ikke over, at den ikke kom til tiden. Da den så endelig kom, var der kun klistret et nummer på bussen. Jeg var bare ikke lige kendt derude, og jeg ville meget gerne ende det rigtige sted, så for at være sikker, spurgte jeg chaufføren, om den ikke godt nok kørte ned til stationen. Han svarede ikke, men vinkede mig bare ind i bussen. Så jeg gik ind og spurgte igen. Han svar lød på “Kom nu bare ind i bussen!!!” i en meget vred tone. Sådan en nar! Jeg checkede ind og satte mig ned midt i bussen. Jeg kunne høre, han råbte “Hvad var det, du sagde, jeg kan ikke høre nogen ting”, stadig i en meget vred tone. Jeg svarede ham ikke. Jeg var stik tosset. Hvad i alverden er det for en kundeservice?! (eller mangel på samme). Han kunne jo tænke, at jeg nok var i tvivl om, hvor den kørte hen, for ellers var jeg jo nok bare gået ind i bussen med det samme. Jeg endte heldigvis det rigtige sted, men jeg blev så gal, at jeg checkede ud i vrede (var slet ikke sikker på, jeg skulle checke ud, for min rejse var ikke slut).

Jeg har dog stadig ikke fået lavet en anmeldelse, for manden kunne faktisk heller ikke køre. Han kørte som død og djævel, og jeg synes ikke, det er forsvarligt, og slet ikke når der var glat, og det sneede. Sikke en tur.

Resten af turen gik godt, men jeg købte lige en Lion ved DSB (som gerne ville have solgt en ekstra), og den var god. Med hvad sker der for ekspedienten?! Han sagde, at der var 2 for x antal kr. Jeg svarede, at jeg nøjedes med den ene. “Du kan også bare give den anden til mig”, sagde han så. Øhhh nej, det tror jeg så ikke lige.

Relaterede indlæg

Svar

Din email vil ikke blive vist til andre end dig. Required fields are marked *