Klodset

Tilsyneladende ret dum. Når man hedder Camilla. Og man er på vej mod de 25. Og når man er mig. Det er faktisk mit kendetegn. At være dum. Og klodset ikke at forglemme. Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt, på sådan en grå og kedelig mandag, at nævne nogle af de episoder, der har været gennem tiden 😛

1. Der var dengang til en Shotgun Revolution koncert, hvor min søster og jeg skulle have billede med Michael (bassisten). Det skulle Martin (guitaristen) tage, så jeg rækkede ham mit kamera. Jeg havde bare lige glemt, at jeg havde stroppen fra kameraet om mit håndled – så da han tog kameraet hang jeg fast. Ups!

2. Da min søster og jeg for mange år siden havde været i Vero Moda, ville jeg skynde mig ud efterfølgende. Uheldigvis havde de pudset vinduet SÅ godt, at det ikke var til at se, at der var et vindue lige dér. Og bang! Så havde jeg vadet direkte ind i det, til min søsters morskab.

3. Jeg havde lånt min lærers bog og skulle aflevere den tilbage. Jeg havde puttet den i en pose, og slæbte den hele vejen (jeg skulle ud til min søsters skole først). Da jeg skulle af toget, svingede det lidt voldsomt frem og tilbage, og posen med bogen fik jeg slynget ind i et par sæder pga. min manglende balance – det ved han faktisk ikke, men bogen skulle være intakt.

4. Da jeg tog min HF var der en elevator på skolen, som vi tog forholdsvis tit. Og dette er jeg faktisk blevet drillet en del med, fordi det simpelthen er SÅ dumt. Det røg bare ud af mig: “Er vi på 5. sal?”… Der var kun 2 etager på skolen, og et spejl i elevatoren.

5. Til en Shotgun Revolution koncert fik jeg af en eller anden årsag min hånd ned i Ditlevs (forsangerens) drink. Jeg tror, det var Jack D, og det var ud over det hele. Det var midt i et billede, så efterfølgende fik jeg tørret det af. Jeg tror ikke, han opdagede det.

6. Til selv samme koncert råbte jeg “Hva’?” til Leon (tour manageren). Hans kommentar var “Jeg siger slet ikke noget”. Det var altså også ret pinligt.

7. Og ja, jeg har virkelig dummet mig til mange af de koncerter, jeg render rundt til. Jeg var til Unite koncert for mange år siden (de er opløst nu). Jeg snakkede med et af medlemmerne, Salar, som skulle give mig en autograf – han havde bare ikke noget at skrive med. Meeeen, det havde jeg! Jeg ledte og ledte og ledte efter en grøn sprittusch. Først i min taske – den blev gennemrodet. Salar begyndte at stå og synge imens. Jeg fandt den så langt om længe – i min jakkelomme, efter at have brugt en masse tid på at lede i min taske. Jeg gav tuschen til ham, hvor han så fandt ud af, at den slet ikke virkede. Nah, han havde jo uanede mængder tid, så det gjorde da slet ikke noget (sarkasme kan forekomme).

8. Engang var jeg ude at spise med min søster – på Jensens Bøfhus faktisk. I Randers. Inden en koncert, med fint outfit på og det hele, i form af en sort kjole. Jeg skulle så skære en kartoffel igennem. Det gik ikke særlig godt. Kniven gled, og så gled gaflen efterfølgende. Det resulterede i, at tallerkenen vippede og pludselig lå der nogle kartofler i mit skød. Jeg lod som ingenting, men da jeg kiggede op, sad min søster og var flad af grin. Typisk mig-adfærd.

9. Til en Innocent Blood koncert skulle jeg over og snakke med Ditlev (forsanger) som den sidste fra bandet. På vej derover skulle jeg over en trappe. Og ja, en trappe går som regel opad. Forbinder et niveau med et andet. Så langt havde jeg bare ikke tænkt, så jeg hamrede hovedet ind i loftet. Av! Håber ikke, at nogen så det.

10. Da jeg var meget, meget, MEGET yngre hang der en plakat ved en frisør, som jeg bare måtte eje. Jeg kiggede på den hver gang, jeg var med bussen, og den kørte forbi. Jeg VILLE have den. Så en dag slæbte jeg min veninde med derind i den her meget snuskede frisørsalon, og jeg spurgte frisøren – om jeg måtte få den, eller om han stadig skulle bruge den. Jeg kan ikke helt huske det mere, jeg var 12-13 år, tror jeg. Jeg kan dog huske, at han svarede nej, og at jeg aldrig fik plakaten. Det var rigtig, rigtig pinligt, men hvad værre var, var at jeg fandt ud af, at han boede på vores vej.

Jeg håber, at I fik et lille smil på læben. Det har jeg i hvert fald selv fået. Tænk!, at man kan være SÅ dum, SÅ klodset og SÅ akavet på samme tid. Heldigvis er jeg selvironisk nok til at kunne grine af min til tider tossede opførsel 😀

Relaterede indlæg

Svar

Din email vil ikke blive vist til andre end dig. Required fields are marked *